Efter bedækningssæson og genoptræning er Derbyvinderen, Stand And Deliver, igen klar til væddeløb.

 

– Stand var fin i rutineløbet. Han skal startes i gang nu, og virker i superhumør.

Rolf har ydet et stort stykke arbejde med ham i genoptræningsfasen efter bedækningssæsonen, så han får chancen i sulkyen her de første par gange. Han starter på fredag i Ålborg.

 

Dette pragteksemplar af en hest kan kun gøre en i godt humør. Vi håber, han kan få et eller to gode år mere – hvor vi vil forsøge at finde passende løb til “efterlønneren”, gasser Rudbeck.

 

 

 

Så er der lidt nyt fra Stutteri Hole In One.

 

– Føllet efter Dontpaytheferryman og No Sugar Please ankom til stalden i onsdags. En fin og meget ædel type – placeret i boksen ved siden af sin far, men tror nu, han savner mor lidt mere end han glæder sig over at møde ”farmand”, oplyser Rudbeck.

 

 

Billeder følger…

 

Der bliver desværre ingen Fox On The Run i årets udgave af Dansk Opdrætningsløb.

 

– Hun udgår desværre. Virussen er også kommet efter hende. Måske ikke overraskende men mega træls, skriver en ærgerlig Rudbeck.

Fox On The Run havde ikke heldet med sig, da der i dag blev trukket lod om startssporerne til Dansk Opdrætningsløb. Hoppen trak spor 8.

Det svære spor er én ting, men at Gordon Dahls gode heste trak spor 1 og 3 gør bestemt ikke opgaven lettere.

Distancen er 2000 meter, og løbet afvikles med autostart.

Normaldistancen virker som en fordel for Fox On The Run, så måske kan Stutteri Hole In One alligevel få en positiv oplevelse på søndag?

Startlisten:

1 Flora – Kasper K. Andersen (Gordon Dahl)

2 Figeac – Kent Friborg (Lillian Uglebjerg)

3 Fossa – Steen Juul (Gordon Dahl)

4 Fearless To Heaven – Johnny Jørgensen (Jan Friis)

5 Fly By So Easy – Bent Svendsen

6 Fetlock Joint – Peter Søndergaard

7 Freja Blåbjerg – Morten Friis (Villy Christensen)

8 Fox On The Run – Birger Jørgensen (Peter Rudbeck)

9 Faststone – Flemming Jensen (Anders Pedersen)

10 Frank Jr Bounce – Jeppe Juel (Jan Friis)

 

 

Peter Rudbeck er ikke bange for at se sig selv i spejlet og sige tingene ligeud. I denne nyhedsupdate kan du læse, at 2019 har været stutteriets ringeste sæson i 19 år.

 

Stand And Deliver

Er frisk som altid – starter fredag i rutineløb i Skive – Kusken hedder Rolf Jørgensen  – han får lov at starte vinteren over når der er løb som passer.

 

I Love Champagne 

Ny hest i stalden, som træner fint – skal lige kastreres og forhåbentlig holde Rolf og Stalden lidt i gang her henover vinteren.

 

Dontpaytheferryman 

Ham har vi lige fået blodprøvesvar på nu og den siger også virus, hvad ellers havde man nær sagt. Han har præsteret langt under middel i de seneste 2 starter og der måtte være en forklaring. Han står op og ned af de 2 E’erer i hverdagen og han er uden tvivl smittet. Træls men rart med en forklaring på de helt svage præstationer.

 

Eastboundanddown

Forsat virus – holder fri indtil det er ude af kroppen

 

Eightdaysaweek

Fortsat virus – holder fri indtil det er ude af kroppen

 

Fox On The Run 

Virker frisk og starter søndag i Dansk Opdrætningsløb – vi håber hun går fri, da hun ikke står i samme stald som hingstene. Vi krydser alt hvad vi kan og håber på  lidt tur i den, men det er lidt svært at holde optimismen helt i top.

 

Fromajacktoaking

Hygger sig i folden indtil december, hvor vi vil forsøge at træne lidt igen.

 

Fourfiveseconds 

Er godkendt hos Jan og Charlotte, Jan virker ok tilpas med hesten – vi håber hun får en start eller to henover vinteren, men det er helt op til træneren.

 

De tre åringer, Goodgollymissmolly, Dowhatyoudodowell og Greatballsoffire er fine og dem skal vi nok få meget glæde af.

 

Vi glæder os meget til det bliver nytår, så vi kan komme i gang med en ny sæson og glemme denne, som har været den ringeste i 19 år.

Sygdom er ingen herre over og vi er faktisk rigtig opsatte på at give den fuld gas, da staldens potentiale er større end nogensinde –  bare vent vi kommer igen, fortæller en trofast Rudbeck.

 

 

Hvis det går efter planen, jagter Ræven (Fox On The Run red.) en start i Dansk Opdrætningsløb.

Pointberegningen kan ses her

Som det ses, indtager hoppen en nuværende fjerdeplads, hvilket giver direkte startret.

Den velafstammede hoppe har trods flotte præstationer ikke været for heldig med løbsafviklingerne hidtil, og alligevel har hun vist sig som en af de bedste. Bliver Opdrætningsløbet hendes endelige bevis på den høje klasse?

Der startmeldes på tirsdag, den 22 oktober.

 

Dontpaytheferryman viste fremgang i 4-års Grand Circle, men fik for langt hjem.

Der var fremgang at spore hos Færgemanden, men han er stadig ikke helt oppe i gear.

Undervejs blev det til en position i 3. par udvendigt. Da hestene bagfra påbegyndte deres angreb med 6-700 meter til mål, var Birger Jørgensen tvunget afsted i 3. spor uden ryg. Til at starte med så det lovende ud, men den lange speed trak tænder ud, og midt på opløbet havde Dontpaytheferryman ikke mere at skyde med, og endte uplaceret.

Hvis det går, som Peter Rudbeck har annonceret, bliver hingsten nu gjort til vallak.

Dontpaytheferryman står overfor en stor opgave på søndag, og hvis hesten ikke lever op til forventningerne, bliver han vallak, oplyser Peter Rudbeck i sin chancevurdering.

 

– Færgen virker i rigtig god form, men han er ikke altid lige samarbejdsvillig og det er klart jeg vil have syn for sagen nu.

Hans træningsform er uden sidestykke, men hvis hovedet ikke er med i løb, er det jo ligegyldig.

 

Agerer han ikke til vores tilfredsstillelse søndag, bliver han vallak i næste uge. Han er uden sammenligning  den hest som har givet os størst hovedbrud, men også den med bedste hjerte/lunge kapacitet.

  

Lever han op til træningen, har han god chance, men han er kun en stor outsider, desværre, melder Peter Rudbeck Jørgensen.

 

 

Dontpaytheferryman fik spor 5 i Grand Circle 4-års Championat for hingste/vallakker 2019.

Søndag er Billund Trav værter for det store Grand Circle-arrangement, hvor der er 205.000 kroner til vinderen.

De fleste derbydeltagere er med, og fra et godt spor, skal Stutteri Hole In Ones 4-åring kunne begå sig – hvis han vel at mærke er frisk.

Se programmet via dette link: https://www.epaper.dk/danskhv/billund/billund_13-10-19/

Fox On The Run hentede en fin tredjeplads i Jydsk 2-årings Grand Prix, men Peter Rudbeck har store forventninger til denne hest, og var ikke 100 % tilfreds.

– Det var en ok præstation, uden at være prangende. Hun præsterede ikke helt som håbet. Mener hun skal tage den ned fra dødens under normale omstændigheder, skriver Rudbeck.