Rolf med bedste sæson i karrieren

Rolf Jørgensen har netop haft sit bedste år i karrieren.

I slutningen af november måned 2021 købte Rolf Jørgensen den dengang 3-årige Daniel Autriche på auktion

– Jeg har købt Daniel Autriche for at få mig en hest at køre løb med igen. Daniel Autriche har en god afstamning, lav præmiesum og ikke startet særlig mange gange. Så det var derfor, jeg valgte den.

Han er efter Maharajah og hoppen Jolly Broline. Moderen har leveret flere fine afkom, som samlet har indløbet 660.000 SEK. Mormoderen Justeen Hall har også være brugbar i avlen. Hoppens afkom har indløbet mere end 2.2 millioner svenske kroner.

Rolf Jørgensen kan fortælle:

“Når jeg ser tilbage på 2022, så har det været et helt utrolig godt år for mig.

Det er som kusk og træner mit absolut bedste år nogensinde. Det er blevet til 11 sejre i 21 starter som kusk (52%) og 11 sejre i 19 starter som træner (58 %). Min hest ´´ blev årets sejrshest i Danmark 2022 samt årets hest på Aalborgbanen 2022.

Ud over disse to fine titler med hesten, så vandt jeg som kusk amatørchampionatet i Aalborg. Hvis jeg skal kigge tilbage på hvad jeg er mest tilfreds med i sæsonen 2022, så er det klart den forvandling der er sket med Daniel Autriche, den kom fra ingen sejre i 2021 til den mest vindende hest på dansk jord i 2022.

Jeg er samtidig også meget tilfreds med de 9 sejre ud af 9 mulige i Aalborg. For selvom du har en af de bedste heste i feltet, så er der utrolig langt til at vinde 9 løb i træk.

Det skal så også siges, at det heller ikke er dårlige heste Daniel Autriche har mødt på Aalborgbanen. Han slog bl.a. en derbyprøve vinder hvor Daniel Autriche selv sad i dødens hele vejen på 2600 meter. Så alt i alt har 2022 været en kanon sæson! Det kan godt blive svært at gøre lige så godt i 2023. Men målet er selvfølgelig at se om det ikke kan blive endnu bedre.