Stand hylder Ricardo
I 1992 vandt Danmark EM i fodbold under ledelse af Richard Møller Nielsen. Danmarks største succes nogensinde. “Ricardo” døde den 13. februar 2014, og fik efterfølgende sit eget mindeløb på Fyens Væddeløbsbane.
På fredag går Stand And Deliver til start i Richard Møller Nielsens Mindeløb.
Ricardo holdt meget af at komme på banen i Odense, hvor han også holdt flere foredrag til stor begejstring for de fremmødte. Det var derfor helt naturligt, at Fyens Væddeløbsbane efter hans død opfandt mindeløbet til ære for den populære Fynbo.
Også Ricardos søn er “bidt af travheste”. Tommy Møller Nielsen er fast gæst på ovalen i Odense, hvor han sågar har sin egen ståsten lige ud for målstregen – og står han ikke på denne, når løbene afvikles, kan han ikke vinde i totoen, mener han.
Samme dag bringer Stutteri Hole In One også det nye stjerneskud, Eastboundanddown, til start. Går hesten op til de to første starter, skal den ses med topchance.