Eastboundanddown gav opvisning
Stutteri Hole In One har gjort det igen, frembragt en stjerne. Denne gang er navnet Eastboundanddown!
Hingsten har det ikke fra fremmede. Han er efter Nobodybeatsthebeat og Explosive Matter (US).
I dag gjorde hesten sin anden start i karrieren, og hesten vandt overlegent i ny rekord!
Første start blev et udvendigt løb det meste af vejen, og uden Birger Jørgensen forlangte 100 % af hesten, tog den en flot andenplads bag spidskørte Ecco C N.
Denne var også blandt konkurrenterne i dag og igen tog den hånd om føringen. Denne gang havde Birger dog ikke tanke på, at give den for lang snor. Så da tempoet blev sat ned på første langside, gik han straks til angreb.
Modsat senest kunne- eller ville Henrik Lønborg ikke svare spidsen, og så var Eastboundanddown velanbragt i front. Herfra var der tale om ren opvisning. Ecco C N gik ganske vist til angreb på vej ind mod sidste sving, men blev let afvist og til slut trak Eastboundanddown fra til overlegen sejr i tiden 1.18,4/1800 meter.
Sejren indbragte 25.000 kroner, og med debutens 15.000 har den nye stjerne allere indtjent 40.000 kroner.
Spændende fremtid venter!
Tredjeplads i Jydsk 3-årings Grand Prix
Større præmie var der til Dontpaytheferryman, der var 3er i Jydsk 3-årings Grand Prix.
Hingsten var ikke som bedst på dagen, men fik alligevel 60.000 kroner med hjem fra Århus-banen.
Spor 7 er aldrig nogen let opgave, og det kom igen til at holde stik.
Dontpaytheferryman fik en meget besværlig indledning på løbet. Hingsten havnede i 3. spor og siden 2. spor gennem første sving – og blev derefter forceret frem for at overtage fra Damien Shadow.
Tiderne undervejs var ikke skræmmende (1.16/500 og 1.17/1000 meter), men den tunge indledning på løbet kostede til slut.
På løbet fandt Steen Juul plads med Da Vinci Peak, der speedede konkurrenterne omkuld. Andenpladsen gik til Donatello Garbo – der havde en perfekt position i 2. par udvendigt undervejs.
Vindertiden for Da Vinci Peak blev 1.16,2a/2360 meter, mens “Færgemanden sejlede hjem” i tiden 1.16,6.
Senere på dagen blev Peter Rudbeck interviewet på staldterrænet. Her kunne han fortælle, at han var skuffet over præstationen, og at han var overbevist om, at hesten stadig ikke er frisk efter div. sygdomsproblemer.