“Hvad piver vi i grunden over?”

Det blev ikke helt de ventede resultater på Aalborg Væddeløbsbane. Her fortæller Peter Rudbeck hvordan han ser tilbage på løbene.

– Stand And Deliver blev Sorteper, desværre. Hesten var virkelig i topslag, så det er brandærgerligt at det ikke flasker sig – når der er lidt at køre om. Øv. Nu har vi kræfter sparet til næste start, som bliver DM den 8. oktober på Lunden, oplyser Peter Rudbeck.

Bad Moon Rising kom til spids – næsten gratis – og fik lov at bestemme i jævn 1.13-fart. Hårdeste konkurrent ude med galop – så det lignede en god dag. Hesten var dog uden svar i opløbet, og var også meget tam både i opvarmning og før løbet. Vi tjekker selvfølgelig om der er fejl på hesten, eller om han bare har tabt formen lidt som følge at den lange hårde forårs/sommer-kampagne med nogle hårde strabadser.

Uanset hvad har han trods alt i 26 starter kun været ude af top 3 i to starter, og fået penge med hjem hver gang, og aldrig galoperet – så hvad piver vi i grunden over, skriver sportsmanden Peter Rudbeck.