Seneste nyt om løbsstalden

Så er der nyt fra Peter Rudbeck Jørgensen omkring staldens løbsheste, og det er heldigvis godt nyt hele vejen igennem.
 
– Stand starter såfremt vejret tillader det næste lørdag på Lunden og formentlig et par gange mere inden han går på velfortjent ferie, hvor han også skal til Ansager og tappes for sæd til den kommende avlssæson, hvor vi gerne skulle have lidt gang i avlskarrieren. Jeg har stor tiltro til ham og bedækker såvel Vintage Wine (Muscle Hill) og Opera Kronos (Viking Kronos) ved ham. 
 
Freccia Rossa starter i Skive den 28. januar og hende og Rolf bliver holdt igang hen over vinteren. 
 
Bad Moon har trænet næsten en måned nu og har gået nogle lidt tunge intervaller og ellers bare motionstræning. Vi skruer op for farten hvergang vi passerer et månedsskifte. Alt er som det skal være.
 
Chief One træner også på og fungerer rigtig godt, holder vejret kommer han i prøveløb i løbet af en måned og han får om alt går vel debut i marts/april. Han går intervaller med de gamle heste og falder ikke igennem. 
 
Ellers er de nyblevne toåringer hjemme fra Jan og Charlotte og som altid i fin skik. De træner for første gang hjemme fredag eller lørdag – og dem ser vi virkelig frem til.
 
Der er fuld damp på kedlerne og det største problem er selvfølgelig dagens længde og det lidt svingende vejrlig pt. men lysere tider er på vej. 🙂