Freccia Rossa vandt i 1.11,8!

Jørgen Gettermanns Mindeløb gav sejr til Freccia Rossa i banerekordtiden 1.11,8!

Stutteri Hole In One gjorde et guldkøb, da de erhvervede sig sejrshoppen. Nu kan hun gå i avlen med en 1.11-tid.

Banen var topfin på Skive Trav i dag, og det kunne flere drage nytte af, heriblandt Stutteri Hole In One.

Freccia Rossa styrede løbet i spids hele vejen rundt. Sejren indbragte 10.000 kroner.

Det var tidligere planen, at hoppen skulle bedækkes allerede i år – men de planer er skrinlagt, og hvis hun fortsætter de imponerende takter, er det vel ikke usandsynligt, hun også fortsætter løbskarrieren et par sæsoner mere. Indtægten er fin, og en avlshoppe med høj indtjening er selvsagt attraktiv i avlssammenhæng.