225.000 SEK. til Bad Moon Rising
Final Breeders Course 2 year olds 2015 gav flot andenplads til Bad Moon Rising – der tjente hele 225.000 svenske kroner.
Det var ikke langt fra, Bad Moon Rising havde løbet med sejren. Birger Jørgensen fik sendt Muscles Yankee-sønnen til front, og fra denne position kunne parret styre tempoet til 1.15,8/500 og 1.16,6/1000 meter.
United Love havnede udvendigt, men blev efter 500 meter afløst af Robina Face.
Rundt sidste sving var det tydeligt, at vinderhullets Chocolate Gold havde godt med kræfter sparet, og Birger kunne derfor ikke køre fra.
Samtidig kom der et stærkt angreb fra United Love, og kort før mål gik denne frem til sejr. Bad Moon Rising stred godt, og var kun slået med et hoved (billedet).
United Love og Bad Moon Rising kom begge hjem i tiden 1.15,5a/1640 meter.
Se- eller gense løbet KLIK HER
Hvis ikke Stutteri Hole In Ones 2-åring havde været syg siden starten på Charlottenlund Travbane den 16. august – havde hesten trænet for fuldt – og så havde den nok løbet med sejren. Det var tydeligt, den lige manglede det sidste.
Lidt ærgerligt, men de 225.000 svenske kroner luner naturligvis godt i lommen. Og der er ingen tvivl om, at Bad Moon Rising er en hest, der går en stor fremtid i møde.