Sweet Home Alabama på hjemmebane

En af forhåndsfavoritterne til sejren i Dansk Hoppe Derby 2013, Peter Rudbeck-trænede Sweet Home Alabama, får sin sidste start inden derbyprøverne i næste uge på hjemmebane i Skive. Det skriver Travoggalop.dk. Her bringer vi artiklen i dens fulde længde.

Efter en imponerende sejr i sin hoppeprøve blev Sweet Home Alabama (Dream Vacation) spillet til favorit i sin seneste start i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix, men efter en rejse i dødens endte hoppen på en for mange skuffende femteplads.
 
Men selvom ejer og træner Peter Rudbeck givet havde sat næsen op efter mere, så var han nogenlunde tilfreds med hoppens indsats i det opgør.
 
”Det blev jo lidt, som vi på forhånd havde frygtet: Hun kom til at sidde udvendigt på Starlet Beat. Og da denne samtidig var markant forbedret i forhold til dens prøve, så blev det ikke optimalt for min hest. Men hun løb trods alt 1.14,6 fra dødens, og det er vel godkendt,” mener Peter Rudbeck.
 
Efter starten i Aarhus har Sweet Home Alabama været tjekket op med en blodprøve, men den viste intet unormalt.
 
”Og det havde jeg nu heller ikke regnet med. Så min plan er, at hun skal starte i et Golden Cup-løb for 4-årige hopper onsdag 24. juli på Skive Trav, og det bliver så hendes sidste start inden derbyprøverne,” fortæller Peter Rudbeck.
 
 
Måske til Sverige 
Peter Rudbeck havde også Stand And Deliver (Kadabra) ude i Aarhus forrige weekend, og dens start i Jydsk 4-årings Grand Prix gav også en femteplads.
 
”Det blev også lidt forkert for hans vedkommende. Vi tog startspor 8 i stedet for startspor 4, som Spikeld så tog, og det var måske en fejl. Hesten gik dog klart godkendt, og med det løb, han fik, blev det svært at nå længere frem i præmierækken,” mener Peter Rudbeck.
 
En efterfølgende blodprøve på Stand And Deliver har heller ikke afsløret noget unormalt, og derfor skal hesten også have en start mere i kroppen inden derbyprøverne.
 
”Der er et 4-års løb på Lunden søndag 28. juli, men det er jeg ikke så varm på. Jeg hælder lidt mere til at melde ham i 4-årsløbet på Hugo Åbergs-dagen på Jägersro tirsdag 30. juli. Der bliver modstanden selvfølgelig stenhård, og det er nok ikke aktuelt at have vinderambitioner i sådan et opgør, men det er også mere for at give hesten et løb med noget fart i kroppen,” siger Peter Rudbeck.
 
Skæve blodværdier
På søndag sender Peter Rudbeck Therumoursaidfire (Muscles Yankee) ud i 3-års prøverne på JVB. Hesten endte senest på en tredjeplads i et 3-års løb på Grand Prix-dagen.
 
”I hans forrige start på Fyn var han nedsat af en halsinfektion, og han var heller ikke på toppen sidst i Aarhus. En efterfølgende blodprøve viste også, at han havde alt for mange hvide blodlegemer i kroppen, og jeg mistænker, at det var infektionen fra Fyn, der ikke var helt ude af kroppen,” forklarer Peter Rudbeck.
 
I denne uge tjekkes hesten op med nye blodprøver, og Peter Rudbeck forventer at se sin hest i en meget forbedret udgave på søndag.
 
”Ud fra træningen at dømme virker han frisk og fin,” siger han.