Nye stjerner hos Rudbeck
Peter Rudbeck får pæne ord med på vejen i Travdanmark. På Hestesporten.dk skriver Martin Timm:
Det er ikke kun som hesteejer og træner, at Peter Rudbeck har succes. Også på opdrætterfronten blæser vinden den rigtige vej for Skibonitten. Peter Rudbeck blev således kåret til Årets Opdrætter 2012 ved Trav- og Galopsportens Galla i januar på Hotel Nyborg Strand.
Fredag kunne den jyske revisor glæde sig over to nye føl, der kom til verdenen på Peter Rudbecks ejendom i Nordjylland. Et hingsteføl efter Muscles Yankee – Anacott Steel samt et hoppeføl efter Muscle Hill og Blue Wave. Måske et par nye stjerner fra Peter Rudbeck?
Hingsteføllet er dermed helbror til Therumoursaidfire (1.15,8a – 332.500 kr.), der har fem sejre og to andenpladser i syv starter. Blandt vinderbuketterne var sejren i Dansk Opdrætningsløb 2012, hvor Therumoursaidfire sejrede for Birger Jørgensen i 1.16,7/2000 meter auto.
Der er flere stjerne i søskendeflokken hos hoppeføllet efter Blue Wave. Moderen har tidligere bragt Made Unbeatable (1.14,8a – 200.312 kr.), Sweet Home Alabama (1.15,0a – 618.250 kr.) samt Nobodybeatsthebeat (1.11,3a – 2.834.271 kr.) til verdenen.
Netop Nobodybeatsthebeat fortsætter løbskarrieren året ud. Hoppen er blandt deltagerne i Aalborgs Forårsklassiker, der køres i morgen på NKI Racing Arena Aalborg. Der er 100.000 kr. i førstepræmie. Flemming Jensen-trænede Nobodybeatsthebeat styres af Birger Jørgensen. Træneren kører selv O’grady.