Trænerkommentarer

Peter Rudbeck giver her trænerkommentarer forud for staldens kommende opgaver.

Kungfufighting fredag, hesten var ikke til at kende senest efter kun gode præstationer i karrieren. Han gik for første gang i åbent hovedlag, hvilket vi forventede, han ville kunne uden problemer, men han var langt under niveau.

Det er muligt, de to foregående starter sad i kroppen, da vi ikke har fundet fejl på ham efterfølgende. Han har trænet som når han er bedst og virker meget oplagt. Han kommer denne gang i hellukket hovedlag for første gang, her i sæsonens sidste start. Klart, han er et spørgsmålstegn efter sidst, men vi har stor tro på denne hest, og vi håber, han slutter året af med en god præstation. Er han som bedst, har han stor vinderchance.

Lonesomerider søndag blev lidt tempotorsk senest med en langsom 1. km og fuld fart det sidste stykke. Han gik 12 de sidste 400 meter med fuld fart og kræfter over mål. Jeg mistænker, der bliver overpace i dette løb, og det gavner vores hest, som er stærk. Skulle tingene flaske sig, kan han vinde lige såvel som 3-4 andre. Han bør under alle omstændigheder gå i top 3.

Howlingatthemoon har vi ledt efter løb til, og nu er forudsætningerne perfekte. Spor 5 er ikke så dårligt 1600 meter på Lunden. Vi kører, hvad det går for at komme til inderbanen, og kommer vi dertil, håber vi, han rækker til en placering. 3-5 , hvilket vil være rigtig fint. Jeg synes, han er ved at vokse ind i sin klasse, og vi tror på, han er en hest for hurtigklassen i de kommende år.

Vi har dog fået et interessant købstilbud på hesten, og falder det i hak, er han på vej ud af landet. Desværre kan man sige, men startmulighederne for denne slags heste i DK er nærmest ikke eksisterende, og det gør vilkårene vanskelige for disse unghestestjerner på vej op i hurtigklassen.