Lonesomerider vandt Aalborg Store Pris
Lonesomerider vandt Aalborg Store Pris
Jan Dahlgaard leverede en fin styring, da Lonesomerider sejrede i Spar Nord Aalborg Store Pris 2026. Vores Lonesomerider vandt foran Lanson og Lee Marvin i årets store Derbyrevanche på Spar Nord Arena Aalborg.
Aalborg Store Pris har siden 1966 haft status som den store Derbyrevanche, hvor fireåringerne igen mødes kort efter Dansk Trav Derby. Lørdag aften blev endnu et kapitel skrevet i løbets lange historie.
Der var fart på fra begyndelsen over 2140 meter autostart. Knud Mønster var offensivt indstillet med Labour Spring, som hurtigt fandt frem til spidsen, mens Lonesomerider kom perfekt igennem.
Flere deltagere galoperede allerede i løbets indledning, men foran var Labour Spring toneangivende. De første 500 meter blev passeret efter 1.12,2.
Jan Dahlgaard sad først i ryg på Labour Spring, men valgte siden at sende Lonesomerider frem for at overtage føringen, mens Lanson fandt ned i ryggen.
Den første kilometer blev passeret efter 1.12,4, og Lonesome havde fået mulighed for at kontrollere tempoet fra front.
Bagved blev løbet præget af flere galopper. I alt havde fire af deltagerne galoperet undervejs.
Birger Jørgensen kom frem med Derbytoeren Lee Marvin, der havnede udvendigt på Lonesomerider. Lanson sad fortsat perfekt placeret i ryg på førerhesten.
Ind mod sidste sving havde fem heste trukket væk fra resten af feltet og vi havde fortsat kontrollen.
Lee Marvin måtte forsøge sig udvendigt, mens Lanson liftede med i ryggen. Spørgsmålet var derfor, hvor meget Lonesomerider havde tilbage, da opløbet blev nået.
Svaret kom hurtigt.
Jan Dahlgaard havde disponeret kræfterne perfekt og kørte taktisk ned gennem opløbet. Lanson forsøgte fra ryggen, mens Lee Marvin fortsatte efter sit hårde løb udvendigt.
Ingen kunne imidlertid få ram på Lonesomerider, som gik i mål med vattet i behold og kræfter sparet.
Lonesome holdt hele vejen til mål og kunne dermed føje Spar Nord Aalborg Store Pris 2026 til meritlisten. Lanson tog andenpladsen, mens Lee Marvin blev tredje.
Vindertiden blev 1.13,2a/2140 meter.
Fakta – Spar Nord Aalborg Store Pris 2026
Vinder: Lonesomerider
Opdrætter: Niels Jørgen Jensen, Stutteri Shadow
Ejer: Stutteri Hole In One
Træner: Peter Rudbeck
Kusk: Jan Dahlgaard
Afstamning: Power – Earthwindnfire A P
Distance: 2140 meter autostart
Vindertid: 1.13,2a/2140 meter
Førstepræmie: 100.000 kr.
Nr. 2: Lanson
Nr. 3: Lee Marvin
Løbsreprise: Se Aalborg Store Pris her.
Fotos: Hesselborg Foto.


