Pæn artikel om staldens starter i dag
Peter Rudbeck medbringer hest til Skive i dag, mens man har hest til start i Frankrig. Det er det danske travmedie Travet.dk, der omtaler staldens aktiviteter.
Dowhatyoudodowell er atter på startlisten i det franske. Han stiller til start i Prix de L’île de Ré, hvor der er en samlet præmiesum på 75.000 euro.
Løbet er udskrevet for 6-10-årige heste med op til 515.000 euro. Har man tjent mere end 270.000 euro, starter man med 20 meters tillæg.
Løbet blev i sidste uge udsat grundet vejret, og nu forsøger man igen.
Peter Rudbeck har også hest i Skive denne mandag.
Sisi Barosso er navnet
I august 2023 investerede Peter Rudbeck i hoppen Sisi Barosso efter Face Time Bourbon og Bibi Barosso.
Bibi Barosso var en rigtig superstjerne for Hugo Langeweg Jr. i Holland og vandt flere løb som tre- og fireårig. Karrieren fortsatte fremad, og hun blev kåret som Årets ældre hoppe to år i træk.
Sisi Barosso er søster til Toto Barosso, der på auktion blev solgt for 140.000 euro, og nævnes kan også Gigi Barosso, der blev solgt for 80.000 euro.
Det skal nævnes, at Pepe Barosso blev solgt for en million skr., og endelig helbror Thor Barosso solgt for 1,4 million svenske kroner i 2022.
Far var en verdensstjerne
Face Time Bourbon var en unik væddeløbshest.
Han var sin årgangsbedste hest i Europa med 2 sejre i Prix d’Amérique, 3 verdensrekorder og travede 4 gange under 1.10 over 2.100 m.
Face Time Bourbon vandt 29 sejre i 34 starter.
“Vi har indkøbt Sisi Barosso, som i lighed med I Isadore Ima (Maharajah) er indkøbt for at sikre staldens avlsmateriale fremover,” uddyber Peter Rudbeck.