Fox On The Run sejrede i sæsondebuten
Dagens sportslige lækkerbisken var 4-års løbet på Jydsk Væddeløbsbane. Peter Rudbeck havde sin 4-årige Fox On The Run klar på dagen, og denne leverede et særdeles tiltalende indtryk for Jan Dahlgaard.
Jan Dahlgaard sendte Fox On The Run direkte til spids, da startbilen slap feltet. Der var samtidig galop for løbets storfavorit Jane Hall samt fra Fighter K K i de to inderste spor.
De første 500 meter afviklede Fox On The Run efter 1.16.6, og alle startende lå på dette tidspunkt af løbet i inderbanen, så Jan Dahlgaard kunne styre tempoet fremme i front bag en veludseende Fox On The Run.
Jane Hall og Nicklas Korfitsen tog initiativ med en omgang tilbage og søgte ud i andet spor. Den norske hoppe fik dermed en tung rejse som første hest i andet spor efter sin galop.
Morten Friis benyttede muligheden til at fange andet par udvendigt med Freja Blåbjerg, og bag denne lå Flora med Kasper K. Andersen. Fox On The Run og Jan Dahlgaard afviklede 1000 meter efter 1.18.2.
Jan Dahlgaard øgede kontinuerligt tempoet, og ind på lige bane lod Skive-træneren Fox On The Run bestille lidt ned mod målstregen. Den herlige hoppe ”dansede” væk fra de øvrige, og i mål var sejren med 3.5 længde.
Fox On The Run sejrede i tiden 1.16.2/1800 m. Auto.
Se løbet her.
Peter Rudbeck udtalte efterfølgende til Fast Track:
“Vi havde i dag givet hende lukket hovedlag på, og i det udstyr er hun uhyggelig starthurtig. Det viste hun også i dag, og jeg var godt klar over hun kunne tage spids trods startnummer syv.
Hun havde fast vat i dag, og Jan sagde lige kort efter løbet, at han ikke havde bedt hende om det store. Hun gjorde det hele selv, da Jan lettede lidt på tingene ned gennem opløbet.
Det var meget positivt at se hende i dag, kunne Peter Rudbeck oplyse, til en altid velforberedt Vagn Honum.”
Foto Ole Hindby.