Noget trykker Færgemanden
Derbyrevanchen i Aalborg blev ingen succes for Dontpaytheferryman. Trods perfekt løb gik hingsten bag om dansen.
Undervejs fandt Birger Jørgensen en perfekt position i 2. udvendigt.
Tempoet den første kilometer var 1.14,6.
Ned af sidste langside blev Færgemanden forsøgt i angreb, men hingsten var uden tryk, og tog sig aldrig ordentligt fremad, og allerede i sidste sving havde hesten udspillet sin rolle.
Vandt gjorde Daytona i tiden 1.14,7a/2140 meter. Færgemanden kom hjem i tiden 1.16,1 – og noget kunne tyde på sygdom hos hingsten, for så svag har han aldrig tidligere været. Nu venter forklaringen fra dyrlægen.