Utur i Grand Prixet

Jydsk 4-årings Grand Prix fik ikke det ønskede udfald for Dontpaytheferryman. Hesten så lækker ud på dagen, men fejlede, da den kom for tæt på en foranliggende.

Undervejs blev det til en position i 4. par udvendigt. Da der manglede godt 950 meter af løbet, blev der temponedsættelse i andet spor, hvilket bevirkede, at Færgemanden to gange kom tæt på de foranliggende ekvipager med forbenene. Det kostede en altødelæggende galop.
Det er svært at sige, hvor langt hingsten i dag kunne være nået frem, men mange konkurrenter var matte over opløbet, og da Dontpaytheferryman fejlede, så han spændstig og frisk ud. Ærgerligt!

Løbet ses her.

Noget bedre gik det for lillesøster, Fox On The Run (Explosive Matter), der indledte karrieren med en flot andenplads i Vagn Lønborgs Mindeløb.

Hoppen blev sendt afsted fra start, og midt i første sving var spidsen indtaget.
Ud af første sving kom favoritten, Fossa, blæsende. Denne kunne nu overtage kommandoen.
De første 500 meter gik efter 1.14,8 – mens kilometeren blev rundet på 1.18,9.
Ind mod opløbet angreb den senere vinder, Filipappa L, fra 2. par udvendigt.
Birger Jørgensen var klar over, at førende Fossa havde problemer, og forsøgte at finde pladsen bagom.
Det lykkedes med godt 100 meter til mål, men Filipappa L holdt sig foran med hoved til stregen.
Stærkt afsluttende Fox On The Run kom hjem i tiden 1.20,0. 1/10 efter vinderen.

Løbet ses her.

Andenpladsen indbragte 15.000 kroner. 
Spændende hest for fremtiden!