Ny sejr til Rolf Jørgensen

ATAK’s Fødselsdagsløb indl. afd. gav sejr til Neo og Rolf Jørgensen.

Efter en uheldig galop i sidste start på Charlottenlund Travbane, var Neo tilbage i bedste forfatning på Jydsk Væddeløbsbane. For Rolf Jørgensen sejrede hesten i flotte 1.16,7/1840 meter.

Undervejs sad parret langt tilbage. Foran anlagde Erik Grove et højt tempo med Best Choice G K, og efter den første halve omgang havde Neo omkring 60 meter frem til denne.
Ud på sidste omgang blev feltet mere samlet, og med omkring 1000 meter til mål vred Rolf Jørgensen på i andet spor.
Ned af sidste langside havde Neo stadig nogle længder frem til Ving Rhames, som igen havde en god længdes penge op til Best Choice G K.
Inde på opløbet begyndte det at tage imod for Best Choice G K, og her lignede det sejr til Ving Rhames.
Rolf ville dog ikke nøjes med andenpladsen, og uden at være hård ved Neo forsøgte han med lette jap at overtale Neo til at yde sit bedste hele vejen til mål – og med godt 15 meter til målstregen var sagen klar: NY SEJR TIL DET UNGE TALENT!

Se løbet – KLIK HER! (Scroll lidt ned og tryk på Play-knappen til venstre).

Der var fine penge at hente, til dem der troede på sejr til parret. Vinderoddset var 5,38 gange pengene.
Foruden ærespræmie til vinderens ejer og kusk var der herlige 7.500 kroner i førstepræmie, og Neo og Rolf er nu samtidig klar til ATAK’s Fødselsdagsløb Finale, som afvikles den 21. september.

Det var Rolf Jørgensens tiende sejr i blot 63. forsøg. En flot sejrsprocent på 16, derudover er det blevet til 10 andenpladser.