27. sejr til Stand And Deliver
Stand And Deliver er en rigtig hædershest. I dag vandt hingsten karrieresejr nr. 27!
Billede: Print Screen fra Fast Track.
Stutteri Hole In Ones derbyvinder fra 2013 bliver ved at imponere. I dag gjorde hesten sin start nr. 98, og igen var han først over stregen.
Løbet foregik på Jydsk Væddeløbsbane, hvor hesten var udstyret med et svært spor 7.
Fra start kørte Birger Jørgensen godt med, og i udgangen af første sving fandt han en perfekt position i 2. par udvendigt.
Foran afviklede medfavoritten, Punk, de første 500 meter efter tiden 1.12,2 – mens kilometeren blev rundet på 1.13,6.
Hele tiden var Stand And Deliver på lur, og da hestene kom ind på lige bane, blev angrebet sat ind. Til at begynde med strittede de foranliggende godt imod, men da der manglede godt 75 meter var sagen klar. Stand And Deliver gik uimodståeligt frem, og sejrede sikkert i tiden 1.13,4a/1800 meter.
Serjen indbragte 12.500 kroner, og Kadabra-sønnen har nu indløbet 2.767.957 kroner.
I sejrsinterviewet var Birger Jørgensen “glad som en spillemand”.
– Jeg har altid kørt ham, og han går aldrig dårlige løb, når han er frisk. Jeg håber publikum nød løbet. Solen er kommet frem, og så skal vi være glade, sagde Birger Jørgensen.