Hård årsdebut for Bad Moon Rising
Bad Moon Rising kom på en meget hård opgave i årsdebuten. En banerekord var ikke nok!
Foran anlagde Billgate et jævnt, hårdt tempo – hvilket fældede Bad Moon.
Tiderne undervejs var 1.19,2/500 og 1.18,3/1000 meter. Det vil altså sige, Bad Moon åbnede de første 1000 meter efter 1.16 – og da hingsten efterfølgende skulle gå de sidste 1000 meter i dødens, blev det for hårdt.
På de sidste meter måtte Stutteri Hole In Ones superhest lade Beyblad og Beenthere Donethat gå forbi.
Beyblad vandt i stærke 1.16,4/2020 meter, mens Bad Moon Rising – utroligt nok – ikke “fik lov” at vinde i den hurtigste tid nogensinde af en 3-åring i voltestart 1.15,8/2040 meter.
Tredjepladsen indbragte 3.150 kroner. Ikke en præmie der er Årets 2-åring 2015 værdig.
Bad Moon Rising så rigtig fin ud i stilen, og med løbet i kroppen vil han være skærpet til næste start, som bliver på Musketerdagen.