Fjerdeplads i Dansk Hoppe Kriterium
Alongcameaspider afsluttede rigtig stærkt i Dansk Hoppe Kriterium, og var tæt på tredjepladsen.
Løbet blev ikke kørt til Alongcameaspiders fordel. Først havnede hun i fjerde par indvendigt, og siden fik hun for langt frem.
Avenue Boulevard tog spids, og fik siden Amalie Bork frem udvendigt.
Med omgang til mål fandt Birger Jørgensen ud i det frie andet spor, men Alongcameaspider virkede på dette tidspunkt som en skygge af sig selv, og kunne ikke rigtigt holde ryg. Tempoet var også højt.
Rundt opløbssvinget kom der et forrygende angreb af Awesome Annie, og selvom Amalie Bork kæmpede flot midt i banen, kunne hun intet stille op i slutfasen.
Birger Jørgensen fik også sat godt gang i Alongcameaspider, der afsluttede bedst af alle – og havde løbet været bare fem meter længere, havde Lindy Lane-datteren nået tredjepladsen.
Awesome Annie vandt i tiden 1.14,1a/2000 meter, og fik 165.000 kroner for sejren. Alongcameaspider kom hjem i tiden 1.14,8 og fik 23.000 kroner for fjerdepladsen.
Se løbet – KLIK HER
Det var dejligt at se, at der fortsat er udvikling i Alongcameaspider.