Stand And Deliver leverede igen

Den har virkelig ramt topformen derbyvinderen fra 2013, Stand And Deliver. I dag sejrede hingsten i Aarhus Travklubs Fødselsdagsløb – Travligaen, Ekstra Bladet liga 1.

Løbet afvikling:
Aarhus Travklubs Fødselsdagsløb blev et spændende væddeløb med flere skiftende positioner.
Da High Bridge og M T Big Business havde kæmpet færdigt om fronten, sendte Steen Juul sin gamle stjerne, Classic Grand Cru, til spids. Birger Jørgensen tog sats med Stand And Deliver, som så fik lov at overtage.
På opløbet var der fuld fart. Classic Grand Cru fik chancen, og afsluttede stærkt, men forbi Stand And Deliver kom han aldrig.

Vindertiden blev 1.15,7a/2300 meter.

Der var 20.000 kroner i førstepræmie til Stand And Deliver, der nu har vundet 14 sejre i 53 starter og indløbet 2.039.858 kroner.

Der var udtur for Alongcameaspider i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix.
Hoppen fik ellers perfekt løb i andet par udvendigt på den senere vinder, Amalie Bork, men da der manglede godt 75 meter, brød Another C N ud banen, og ramte Along, der røg i galop. Til alt held endte det ikke i styrt. Forseelsen kostede Flemming Jensen 2000 kroner i bøde samt udelukkelse. Men det kan Stutteri Hole In One jo ikke bruge til meget. 

Alongcameaspider viste, at hun kan begå sig mod de bedste. Hun skal nok komme tilbage.