Staldens heste

Her kan du læse update på staldens heste.

Stand And Deliver, starter i Skive 5. november i udtagelsesløb til Taroks mindeløb, han er behandlet for bronkitis og jeg tror han får en super afslutning på året, der findes flere fine løb til ham.

Therumoursaidfire har taget Grand Circle starten helt godt og virker frisk og uden reaktion på benet. Han starter formentlig næste gang i Billund den 9. november i udtagelsesløb til Taroks mindeløb og derefter i enten Axel Jensen’s mindeløb på Bjerke eller finalen i Taroks Mindeløb. Han har udviklet sig meget fint og han bliver spændende fremover.

Whiskey In The Jar er på salgslisten og måske solgt til Norge, vi træner dog videre indtil pengene går på konto og han starter, hvis han bliver i stalden i Grand Circle Consulation på Fyn, 2. november. Vi har ændret træningsoplæg på ham og har fået 16 dage på svømmetræning på Hammerthor frem imod næste start. Et spændende eksperiment som vi har lidt forhåbninger på.

Alongcameaspider starter som nævnt søndag og gør herefter maks en start mere i år og hun går herefter på en 5 måneders motionstræning for trimning af temperamentet som virker en anelse hvas.

Air Force One kommer mere og mere og er efterhånden nede i noget der ligner 30 fart. Han vokser stadig men i mere moderat tempo og han kommer engang i foråret 2015. Stor og flot hest.

Bad Moon Rising, Betherenowhere og Vintage Wine er alle hos Team Dahlgaard og jeg er ude og køre med dem hver lørdag i øjeblikket og de virker alle som tiltalende individer og som tidligere nævnt ligner denne årgang noget vi kan se frem til.

Caughtinatrap og Chief One er netop blevet chipmærket og vænnes fra deres respektive mødre i denne weekend, så der bliver hylekoncert. Godt vi er på lunden søndag 🙂 2 fine hingste som virker fornuftige og velstillede.

Nobody og Anacott som begge er ved at være godt runde og trives skal bære arven i 2015 og vi glæder os ubeskriveligt til deres 2 afkom ved henholdsvis Cantab Hall og Credit Winner. Ghana som går tom prøver vi med Kadabra i 2015. Hingst på de andre 2 er ikke helt bestemt endnu.