Stand And Deliver 2’er i derbyrevanchen

Efter en stærk afslutning over den sidste omgang nåede Stand And Deliver frem til andenpladsen i Aalborg Store Pris, derbyrevanchen.

Birger Jørgensen havde luret, at det ville blive et løb med overpace. Derfor tog han en rolig start, men lidt overraskende havnede Stand And Deliver sidst.
Sucker Dust tog front. En position der efter 700 meter blev indtaget af State of Liberty.
Stelton kom godt igennem fra anden række, og da hestene var på vej ud på sidste omgang, var hesten fremme udvendigt.
De første 1000 meter gik efter 1.12,8.
Stand And Deliver begav sig af sted i 3. spors angreb med 750 igen. Til at starte med virkede han lidt sløv, men på klassehestens manér gik det stødt fremad. Tempoet var højt opskruet, og med et helt felt at runde var Stand And Deliver på en nærmest umulig opgave.
Stutteri Hole In Ones derbyvinder kæmpede flot, men nåede aldrig frem til Stelton. Det blev til en flot andenplads og 50.000 kroner.

Se- eller gense Aalborg Store Pris, derbyrevanchen – TRYK HER!