15.000 til Therumoursaidfire
Therumoursaidfire blev i dag 3’er på Jydsk Væddeløbsbane.
Hesten var spillet til favorit i V65-spillet, men var kun næstfavorit i vinderspillet. Her var favoritten Tano Bork – der senest i Odense galoperede sejren bort i sidste sving.
Da starten gik, suste See Me Tomorrow til front. Therumoursaidfire var godt med, og ud af første sving kom Stutteri Hole In Ones 3-åring til spids.
Christian Lindhardt var offensivt indstillet, og op forbi publikum trykkede han til, og overtog fronten med Tano Bork. Det blev udslagsgivende.
Rundt sidste sving gik Birger Jørgensen efter sejren, og trak Therumoursaidfire bagom i dødens siddende Rodin. Det bevirkede at Tequila D fik frit frem indvendigt – og snuppede andenpladsen.
Therumoursaidfire kom godt over opløbet, og præsis på stregen fangede den Rodin i kamp om tredjepladsen.
Tredjepladsen indbragte 15.000 kroner, og Therumoursaidfire har nu tjent 396.000 i blot 11 starter.