Chancevurderinger til CC-dagen
Copenhagen Cup-dagen tegner spændende for Stutteri Hole In One, der bringer Sweet Home Alabama og Stand And Deliver til start.
– Det er rigtig fine felter med stenhård konkurrence.
Sweet Home har fået bagspor, og skal ud og have et formslipende løb frem imod 4-års prøverne i Århus. Vi prøver muligvis med ændret hovedlag (Norsk) for, at hun ikke skal blive for hidsig fra anden række, hvilket var tilfældet i Odense i årets først start. Jeg er som udgangspunkt tilfreds, såfremt hun går fremad i form, men vil meget gerne have en af de sidste præmier med hjem.
Det ligger vel også lidt til, at det ikke er os der skal lave så meget denne gang og det kan sommetider løse lidt op på tingene. Hun går uden forsko som altid.
Stand har vi behandlet for en mild halsbetændelse, men han har trænet hele tiden. Han skal også ud og pudse formen frem mod Grand Prix’et i Århus. Startsporet er perfekt, og jeg forventer, Birger kører med fra start – og måske får spidsen eller slipper den en af de rigtig gode.
Vi prøver måske også Stand med norsk hovedlag for første gang, men det tager vi først stilling til på dagen.
Stand går uden alle 4 sko, og skal i frisk udgave være en triochance, mener Rudbeck.